I 2022 donerede 84 personer organer efter deres død. Det er 21 færre end i 2021. I løbet af 2023 forventer vi, at donation efter cirkulatorisk død (DCD) bliver indført på fire universitetshospitaler. Flere vil dermed få mulighed for at donere organer efter deres død.

Faldet i antal donorer undersøges nærmere

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at angive, hvad faldet i antallet af donorer skyldes. Det vil først kunne undersøges nærmere, når Dansk Center for Organdonation i slutningen af foråret modtager data fra Organdonationsdatabasen, som er en klinisk kvalitetsdatabase, der indsamler og behandler data om dødsfald og potentielle donorer fra landets intensivafdelinger. Ud fra data vil det blandt andet være muligt at se, om intensivafdelingerne har identificeret alle potentielle organdonorer, og om organdonation er blevet realiseret i alle tilfælde.

Helle Haubro Andersen, der er centerleder i Dansk Center for Organdonation, vurderer umiddelbart, at det ikke bliver muligt at pege på en enkeltstående årsag til, at antallet af organdonorer er faldet, men ser selvfølgelig frem til at modtage data fra Organdonationsdatabasen og herudfra vurdere, om der er specifikke områder, der skal være særligt fokus på fremadrettet.

Flere organdonorer i de andre nordiske lande

Ser vi på de andre nordiske lande, er der flere organdonorer pr. millioner indbyggere sammenlignet med Danmark. En del af forklaringen er, at de andre nordiske lande allerede har indført DCD. I Norge var der for eksempel seks DCD-donorer i 2022, mens der i Sverige var 47 DCD-donorer.

DCD er også på vej ind på de danske hospitalet. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nationale anbefalinger til donation efter cirkulatorisk død. Anbefalingerne bliver offentliggjort i 2023, hvorefter fire danske universitetshospitaler kan begynde at indføre DCD i praksis. Forventeligt vil det medføre, at det bliver muligt at efterkomme fleres ønske om at donere organer.

Halvdelen af organdonorerne er +60 år

Igen udgør de ældre en stor andel af organdonorerne. Halvdelen af alle organdonorer var nemlig 60 år eller ældre i 2022. Hvis man alene kigger på aldersgruppen +70 år udgjorde de 29 procent af organdonorerne, og de ældste donorer var 88 år. Det vidner endnu engang om, at man som udgangspunkt ikke kan blive for gammel til at donere sine organer.

338 patienter har fået et nyt organ       

I alt har 338 patienter modtaget et nyt organ. I Danmark samarbejder vi med de øvrige nordiske lande, så danske patienter bliver også transplanteret med organer fra udenlandske donorer, ligesom vi afgiver organer til patienter i norden. Samarbejdet sikrer, at der er modtagere til de organer, som bliver doneret.

Af de 338 transplanterede patienter har 78 patienter modtaget en nyre fra levende donation. Det er 10 flere end i 2021, hvor 68 personer donerede en nyre via levende donation.

Ved udgangen af 2022 ventede 460 patienter på at få et nyt organ.

Du kan dykke mere ned i organdonationstallene for 2022 her