FAQ om DCD

Donation efter cirkulatorisk død betyder, at man donerer organer efter døden er konstateret, ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed. Indtil nu har det i Danmark udelukkende været muligt at donere organer fra patienter, som konstateres døde ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedød).

Fælles for både donation efter cirkulatorisk død og donation efter hjernedød er, at patienten forinden er blevet indlagt med svære og dødelige skader i hjernen på en af landets intensivafdelinger. Her har fagpersonale gjort alt, hvad de kan for at redde patientens liv, men trods behandlingen har det ikke været muligt, og patienten dør. Først herefter kan organdonation blive en mulighed.

Ved hjernedød er det hjernen, der går til grunde først på baggrund af en svær og dødelig hjerneskade. Det vil sige, at der ikke længere kommer blod og ilt til hjernen, og al hjernefunktion ophører. Vejrtrækningen stopper derfor, da vejrtrækningscentret sidder i hjernestammen, og det medfører, at hjertet holder op med at slå.

Ved cirkulatorisk død holder man op med at trække vejret, og hjertet stopper. Det betyder, der ikke længere bliver cirkuleret blod rundt i kroppen og dermed til hjernen. Når der ikke længere kommer blod og ilt til hjernen, vil hjernen gå til grunde og døden indtræde.

Ved at indføre donation efter cirkulatorisk død (DCD) vil flere alvorligt syge mennesker få mulighed for at blive transplanteret med et nyt organ, som kan redde deres liv. Samtidig kan man også efterkomme flere danskeres ønske om at donere organer efter deres død, fordi det nu også bliver muligt at donere efter cirkulatorisk død. Indtil nu har det kun været muligt at donere organer efter hjernedød.

Den faglige og tekniske udvikling på området er nu så langt, at kvaliteten af organer, der transplanteres efter cirkulatorisk død, er sammenlignelige med de organer, der transplanteres efter hjernedød.

På den baggrund har flere landet implementeret donation efter cirkulatorisk død, herunder 15 europæiske lande. Derudover er det blandt andet også muligt at donere organer efter cirkulatorisk død i USA og Australien. Det betyder, at vi i Danmark kan tage afsæt i de erfaringer og den viden, man internationalt har oparbejdet.

Der bliver ikke indført et nyt dødskriterium. En person kan konstateres død ved: 

• Uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (cirkulatorisk død)
• Uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedød)

Det nye er, at vi i Danmark implementerer muligheden for donation efter cirkulatorisk død (DCD) på landets hospitaler, hvis man kan og vil donere sine organer. I første omgang vil det være på Universitetshospitalerne i Aalborg, Aarhus, Odense og på Rigshospitalet. Siden 1990, hvor Hjernedødskriteriet blev indført, har det kun været muligt at donere organer efter hjernedøden er konstateret.

Patienter, som kan donere organer efter cirkulatorisk død, er patienter, med svære og dødelige skader i hjernen, som enten selv eller gennem deres pårørende har udtrykt ønske om at donere organer efter deres død, ligesom ved donation efter hjernedødskriteriet. Når donation efter cirkulatorisk død bliver en mulighed, er det fordi der – trods omfattende skader i hjernen – fortsat er en beskeden blodtilførsel til hjernen, og hjernedøden dermed ikke kan konstateres. Patienterne vil dø, uanset den beskedne blodtilførsel, som følge af de omfattende skader i hjernen, ved at hjertet holder op med at slå. Når hjertet holder op med at slå, stopper vejrtrækningen, idet der ikke længere bliver cirkuleret blod rundt i kroppen og dermed til hjernen. Når der ikke længere kommer blod og ilt til hjernen, vil den gå til grunde, og døden indtræde. Derudover skal organerne være egnede til transplantation, og der skal være et match på ventelisterne.

Op til dødens konstatering har patienterne, uanset om der skal være donation efter kriteriet for cirkulatorisk død eller hjernedød, været igennem en længerevarende behandling, hvor lægerne har gjort alt hvad de kan for at redde patientens liv, men hvor det ikke var muligt. Først herefter kan organdonation blive en mulighed, uanset om det er donation efter hjernedød eller cirkulatorisk død.  

Efter cirkulatorisk død kan man donere nyrer, lunger, lever, hjerte og bugspytkirtel. 
Organernes følsomhed over for iltmangel har en væsentlig betydning for hvilke organer, der kan anvendes fra den enkelte donor. Lunger og nyrer er mindre følsomme over for iltmangel end eksempelvis hjerte og lever.

I Danmark er der langt flest patienter, der står på venteliste til en ny nyre, og indførelsen af donation efter cirkulatorisk død vil derfor få betydning for mange danskere, der venter på et organ.     

Nej, faktisk vil de pårørende ofte få længere tid til at tage afsked, når der skal være organdonation. Ved organdonation efter cirkulatorisk død kan de pårørende tage afsked frem til det tidspunkt, hvor afdøde køres til donoroperationen. Det betyder også, at de pårørende kan være hos patienten, når hjertet stopper og vejrtrækningen ophører. De pårørende får også mulighed for at tage afsked med afdøde igen efter donoroperationen.

Generelt gør personalet på hospitalet meget for, at der er tid og plads til, at de pårørende kan tage afsked. Det gælder uanset om afdøde skal være organdonor eller ej og uanset om der er tale om donation efter hjernedød eller cirkulatorisk død.

Donationsforløbet vil blive tilrettelagt forskelligt. Lægerne følger forskellige procedurer, og gennemfører forskellige undersøgelser, når patienten skal erklæres død.

Ved donation efter hjernedød skal lægerne konstatere, at der er uopretteligt ophør af al hjernefunktion. Det vil sige, der ikke kommer blod og ilt til hjernen. Vejrtrækningen stopper derfor, og det medfører, at hjertet holder op med at slå. Ved donation efter cirkulatorisk død skal lægerne konstatere, at der er uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed. Det vil sige, at hjertet stopper og den manglende blodcirkulation og forsyning til hjernen betyder, at vejtrækningen ophører.

Potentielle organdonorer har fået en dødelig skade i hjernen. Hospitalspersonalet har gjort alt, hvad de kan for at redde patientens liv, men det er ikke muligt, og behandlingen med henblik på overlevelse vurderes udsigtsløs. Patientens tilstand fører til døden inden for kort tid. Dette er uanset, om der skal være organdonation eller ej.
Da det er den svære skade i hjernen, der fører til døden, vil forsøg med hjertemassage heller ikke kunne redde patientens liv. 

Lægerne transplanterer udelukkende egnede organer med det sigte, at give modtageren af organet en ny chance i livet. De internationale erfaringer med donation efter cirkulatorisk død (DCD) viser, at resultaterne og kvaliteten af organerne i stort omfang er på niveau med organer transplanteret fra hjernedøde donorer.   

Ved donation efter cirkulatorisk død er der en periode, hvor organerne ikke får ilt, fordi hjertet er stoppet med at slå og der dermed ikke er blodcirkulation. Organernes følsomhed over for iltmangel har en væsentlig betydning for, hvilke organer der kan anvendes fra den enkelte donor. Lunger og nyrer er mindre følsomme over for iltmangel end eksempelvis hjerte og lever.

'No touch'-perioden i forbindelse med donation efter cirkulatorisk død (DCD) er det tidsrum, der skal gå, fra hjertet stopper, og patienten holder op med at trække vejret, til lægerne kan konstatere dødens indtræden. I 'no touch'-perioden observerer lægerne for, om hjertet går i gang af sig selv.

'No touch'-periodens længde er fastlagt ud fra internationale studier og erfaringer, som viser, at det aldrig er beskrevet, at hjertet går i gang af sig selv efter fem minutter hos døende patienter, hvor man har stoppet respirator- og anden livsforlængende behandling.

Derfor betyder 'no touch'-perioden, hos denne type af døende patienter, at der altid vil være tale om et uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed, når døden derefter konstateres.

Dead Donor Rule betyder, at døden skal være indtrådt før organer må udtages til transplantation. Det anerkender alle lande i forbindelse med organdonation fra afdøde.

Når patienten er konstateret død udføres forskellige procedurer, enten 'Rapid Procurement' eller 'Normoterm Regional Perfusion', før donoroperationen indledes. Valg af procedure afhænger af hvilke organer, der skal doneres, og har til formål at sikre den bedst mulige kvalitet og funktion af organerne. Der er forskel på, i hvilket omfang de forskellige organer tåler at være uden blod- og iltforsyning efter patienten er erklæret død og cirkulationen er ophørt.  

Rapid Procurement (RP): Ved denne procedure flyttes donor til operationsstuen efter patienten er erklæret død, og organerne udtages hurtigst muligt. Proceduren anvendes hovedsageligt, når der skal transplanteres nyrer og lunger, da de er mindre følsomme over for iltmangel.

Selvom donoroperationen indledes kort efter dødens indtræden, viser erfaringer fra svenske undersøgelser, at pårørende til donorer, der har givet organer efter rapid procurement, ikke finder forløbet mere stressfyldt sammenlignet med pårørende til donorer, hvor normoterm region perfusion er anvendt. Det afgørende er, at de pårørende er grundigt informeret om, hvad der kommer til at ske.

Normoterm Regional Perfusion (NRP): Ved denne procedure tilføres de organer, der skal transplanteres, ilt via en ekstern maskine efter døden er konstateret. Der er altså tale om en kunstig cirkulation, hvor formålet er at optimere organerne. Proceduren anvendes ofte, når hjerte og lever skal transplanteres, da disse organer er mere følsomme over for den iltmangel, der opstår, når døden er konstateret og frem til donoroperationen.

Ved NRP afklemmes de tilførende blodkar til hjernen og andre organer, der ikke skal anvendes til transplantation. Blandt de sundhedsprofessionelle har begrundelsen for at afklemme de tilførende blodkar til hjernen givet anledning til drøftelser.

Når karrene afklemmes, er patienten forinden konstateret død, og har dermed ikke naturlig blodcirkulation eller forsyning til hjernen. Når der er behov for at afklemme karrene, på trods af at patienten er konstateret død, er det fordi, der er behov for at fastholde den dødsproces, der er startet ved ophør af åndedræt og hjertevirksomhed, og som fører til det uoprettelige ophør af al hjernefunktion, fordi blodcirkulationen ophører og hjernen dermed dør. Processen er allerede så fremskreden ved dødens konstatering, og dermed inden afklemning af karrene, at der på ingen måde er nogen vej tilbage til livet. Dødsårsagen er personens svære skade i hjernen, som ikke kan helbredes.

Danskere, der har taget stilling til organdonation, skal ikke tage stilling på ny. Det, de har taget stilling til er, om de vil donere deres organer efter deres død. Det er ikke ændret, når donation efter cirkulatorisk død også bliver en mulighed.