Forside_Når_død_giver_liv_300ppi.jpg

Dansk Center for Organdonation har netop udgivet bogen Når død giver liv – organdonation i undervisningen, som er målrettet unge i gymnasiet. Den digitale iBog kan bruges i en lang række fag, og lægger op til, at eleverne skal interagere med og debattere om emnet organdonation.


"Fra undersøgelser ved vi, at unge er den befolkningsgruppe, som har flest barrierer ved at tage stilling til organdonation. Samtidig er det vores erfaring, at unge generelt er nysgerrige på og gerne vil debattere emnet. Derfor udgiver Dansk Center for Organdonation nu en iBog, som giver lærere og elever mulighed for at dykke ned i emnet og få en faglig viden, som sætter dem i stand til at diskutere organdonation i undervisningen og med familien hjemme ved aftenbordet," fortæller redaktør af iBogen, Anders Ølsgaard fra Dansk Center for Organdonation.

"Organdonation hænger sammen med døden, og den tænker de unge heldigvis ikke meget på. Men vi vil gerne klæde de unge på til at kunne tale med deres venner og familie om emnet på et oplyst grundlag, så det på et tidspunkt bliver naturligt for dem at tage stilling til, om de selv ønsker at donere deres organer," siger centerleder i Dansk Center for Organdonation, Helle Haubro Andersen.

iBogen er skrevet af lærebogsforfattere og faglærere fra gymnasier. De har haft fokus på at skræddersy indholdet netop til gymnasieelever med mulighed for dialog og refleksion. iBogen er et velkendt format for unge, og bogen er fyldt med illustrationer, animationer og videoer med personer, som selv har haft organdonation tæt inde på livet.

De unge kan interagere med indholdet i iBogen

Organdonation og organtransplantation sætter naturligt gang i refleksioner om liv og død, krop og sjæl, politik, teknologi og samfund. Derfor er organdonation et emne, som passer ind i kernestof i fag som biologi, dansk, matematik og samfundsfag. Indholdet i iBogen rummer rig mulighed for interaktion, da eleverne kan lave praktiske øvelser, løse opgaver og quizze. Kort sagt indeholder iBogen en samlet pakke til et inspirerende undervisningsforløb om organdonation i en lang række fag i gymnasierne.

Vil du vide mere

Hvis du vil vide mere om bogen, er du velkommen til at kontakte redaktør og projektleder, Anders Ølsgaard på anoela@rm.dk eller 23 70 72 80.


Fakta

  • iBogen Når død giver liv – organdonation i undervisningen udkommer digitalt og ligger frit tilgængeligt på materialeplatformen MinKonto. Benytter man MinKonto for første gang, skal man oprette sig som bruger. Det er gratis for alle og kræver blot, at man har en e-mailadresse. Klik på linket: https://naardodgiverliv.ibog.organdonor.dk
  • Når død giver liv – organdonation i undervisningen er skrevet af faglærere, som alle er erfarne undervisere og lærebogsforfattere. Bogen er redigeret af Dansk Center for Organdonation, som udgiver bogen.
  • Bogen indeholder afsnit, som er tilpasset fagene: Biologi, bioteknologi, dansk, filosofi, idéhistorie, matematik, mediefag, psykologi, religion og samfundsfag. Der kommer desuden et kapitel, der lægger op til tværfaglige forløb og projektopgaver samt et kapitel om innovation og organdonation. Målgruppen er elever på stx, HF, htx og hhx.
  • Man kan registrere sin holdning til organdonation i Organdonorregistret fra man er 15 år. Dog skal forældre/værger træffe den endelige beslutning om donation, hvis det bliver aktuelt, inden den afdøde er fyldt 18 år.