Flere alvorligt syge mennesker står på venteliste til et nyt organ. Da behovet for organer til transplantation overstiger antallet af organer, som er til rådighed, vedtog et bredt politisk flertal i Folketinget i 2019, at transplantationsområdet skal styrkes. Det skal blandt andet ske ved at indføre donation efter cirkulatorisk død.

Sundhedsstyrelsen har på baggrund af Folketingets beslutning udarbejdet rapporten 'Nationale anbefalinger for donation efter cirkulatorisk død (DCD)', som netop er sendt i offentlig høring.

Der indføres ikke et nyt dødskriterium i Danmark

Ifølge Sundhedsloven har vi to dødskriterier i Danmark, som lægerne kan anvende, når de skal erklære en patient død. Det er:

  • Uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (cirkulatorisk død)
  • Uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedød)

Med indførelsen af donation efter cirkulatorisk død, bliver der altså ikke indført et nyt dødskriterium. Det nye er, at det skal være muligt at transplantere viatale organer som fx nyrer, lever, lunger og hjerter fra patienter, der erklæres døde efter uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (cirkulatorisk død).

Siden man indførte hjernedødskriteriet i 1990, har praksis været, at det har været patienter, der er blevet erklæret hjernedøde, som kunne donere organer, mens hornhinder fortsat  er doneret fra patienter, der er erklæret  døde efter uopretteligt åndedræt og hjertevirksomhed.

Hvem kan donere organer efter cirkulatorisk død?

Nogle patienter bliver indlagt med så svære skader i hjernen, at patienten ikke kan overleve, selvom lægerne gør alt, hvad de kan, for at redde patientens liv. Skaderne i hjernen kan skyldes en hjerneblødning, eller at hjernen har været uden ilt i for lang tid efter et længerevarende hjertestop.

I dag er der patienter, der har ønske om at donere organer efter deres død, som ikke får mulighed for det, fordi hjernedøden ikke kan konstateres. Hjernedødskriteriet kan ikke anvendes, fordi der – trods omfattende skade i hjernen – fortsat kan være en beskeden blodtilførsel til hjernen. Nogle af disse patienter vil fremover kunne komme til at donere organer efter ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (cirkulatorisk død). Hermed bliver det altså muligt at efterkomme flere danskeres ønske om at donere organer.


Positive internationale erfaringer

I en lang række europæiske lande, herunder også i de nordiske lande,  er det allerede muligt at donere efter cirkulatorisk død. De internationale erfaringer viser, at der er helt sammenlignelige resultater og kvalitet af organerne, uanset om organerne er doneret fra hjernedøde donorer eller fra donorer, der er erklæret cirkulatorisk døde. Specielt er der positive erfaringer med at transplantere nyrer og lunger fra patienter, der er erklæret cirkulatorisk døde.

I Danmark er der langt flest patienter på venteliste til en ny nyre, og disse patienter vil derfor få særlig glæde af, at muligheden for donation efter cirkulatorisk død indføres.


Vil du vide mere?

Se Dansk Center for Organdonations spørgsmål og svar (FAQ) om donation efter cirkulatorisk død.

Du kan læse Sundhedsstyrelsens 'Nationale anbefalinger til donation efter cirkulatorisk død (DCD)' på Høringsportalen.   

Sundhedsstyrelsens nyhed: "Anbefalinger om at udvide brug af organdonation efter cirkulatorisk død er sendt i høring."