124 afdøde danskere donerede deres organer i 2020, som dermed er året med flest organdonationer.

 

Landets intensivafdelinger har ikke kun haft travlt med at behandle de mange Covid-19 patienter. De har også haft 124 andre patienter og deres pårørende, som sagde ja til organdonation efter patientens død. Det er 22 procent flere end i 2019, hvor der var 102 organdonorer. De mange donationer er primært foregået på landets universitetshospitaler.

Centerleder i Dansk Center for Organdonation, Helle Haubro Andersen finder det yderst positivt, at Corona-situationen ikke har haft indflydelse på donationsarbejdet på hospitalerne:

"I mange andre lande - også i norden - kan vi se, at antallet af donorer har været påvirket af Covid-19. Det gælder ikke i Danmark, selvom arbejdet foregår på intensivafdelingerne, hvor man også behandler patienter med Covid-19. Danske hospitaler har opbygget en høj grad af professionalisme hvad angår organdonation, hvilket de 124 donorer afspejler. Når man kan nå et rekordhøjt antal donorer i så kritisk en situation, så viser det, at strukturerne og organiseringen omkring organdonation på intensivafdelingerne er meget robuste. Personalet kan det her. De får identificeret potentielle donorer, talt med de pårørende og gennemført donationen, hvis det er det, der skal ske,” siger Helle Haubro Andersen.

Se fordeling af donorer på hospitaler

Flest nyretransplantationer

Nyren er det organ, der bliver doneret flest af, og i 2020 fik 200 patienter transplanteret nyrer fra afdøde donorer. Hertil kommer 78 patienter, som fik nyrer fra levende donorer, så det samlede antal patienter, som har modtaget en ny nyre i 2020 er 278. Samtidig døde 11 patienter, mens de stod på venteliste til en ny nyre, hvilket er det laveste antal i 10 år.

Se flere tal om transplantationerne.

Mange donationer har resulteret i mange transplantationer

403 danskere fik i 2020 transplanteret et nyt organ fra enten danske eller udenlandske donorer. Det er lidt flere end hidtil registreret. Antallet af de enkelte organtransplantationer afviger ikke væsentligt fra tidligere år, men er typisk lidt højere for alle organer. I alt er der blevet transplanteret:

  • 32 hjerter
  • 1 hjerte-lunge en bloc
  • 29 lunger
  • 66 levere
  • 7 bugspytkirtler og nyre
  • 278 nyrer

Tre af leverdonationerne er levende donation. Her har tre forældre doneret en del deres lever til hver deres barn. Leveren vokser sig herefter stor sammen med barnet.

Få overblik over antallet af transplantationer de seneste 10 år.