Bistand til donationsforløbet

Når afdelingen har kontakt med transplantationskoordinatoren vedrørende en mulig donor, kan man samtidig bede om bistand til donationsforløbet fra specialister, som er erfarne læger og sygeplejersker fra Rigshospitalets og Glostrup Hospitals neurokirurgiske afdeling eller neurointensive afdeling. Transplantationskoordinatoren vil spørge ind til, hvilke opgaver afdelingen har ønske om, at specialisten skal støtte op omkring.

Transplantationskoordinatoren undersøger, om der er en læge og/eller sygeplejerske til rådighed, som kan varetage de ønskede opgaver i samarbejde med afdelingens personale og giver afdelingen besked om, hvilken læge og/eller sygeplejersker, der kommer ud til afdelingen. Det kan en yderst sjælden gang ske, at der ikke er specialister til rådighed til de ønskede opgaver.

Meld en mulig donor til Rigshospitalet på tlf. 3545 3545 og bed om vagthavende transplantationskoordinator.

Specialisterne som er til rådighed er

Neurokirurg

Afdelingen kan få en speciallæge i neurokirurgi ud til at stille hjernedødsdiagnosen og til at bistå ved samtalerne med de pårørende.

Forudsætninger for hjælpen: At der er tale om en mulig donor. Dvs. at patienten har en strukturel hjerneskade, der er utilgængelig for behandling og dødelig. Der skal være gået 6 timer fra ophør af sufficient egen respiration. Patient er erklæret velegnet til donation af den vagthavende transplantationskoordinator.


Neurointensiv sygeplejersker

Afdelingen kan få en intensivsygeplejerske ud og være behjælpelig med de praktiske opgaver der vedrører donorpleje, pårørende samtale og med selve donorforløbet. De vil også kunne være behjælpelige i en tidlig fase med selve donordetektionen.

Forudsætninger for hjælpen: At der er tale om en patient, hvis hjernefunktion er påvirket i en grad, at man kunne forvente fuldstændig ophør af hjernefunktion indenfor den nærmeste fremtid. Det kunne være en patient med svær strukturel hjernefunktion eller en patient med en formodet anoxisk hjerneskade.

Specialistfunktionen med neurointensiv sygeplejersker kan I trække på fra 1. juli 2009.