Hvert år afholder Dansk Center for Organdonation en særlig dag for alle, der var pårørende til en organdonor året før. En dag hvor donorerne bliver hædret og familierne takket, fordi de traf eller støttede op om en vigtig beslutning i en vanskelig situation.

I år blev dagen afholdt søndag den 8. oktober en flot og solrig efterårsdag på Vilhelmsborg lidt uden for Aarhus.

Et lys til minde

På bordene var der tændt levende lys. Ét for hver af de afdøde, som brændte til ære for dem. Da dagen var ovre, fik hver familie lysestagen med hjem som minde om dagen.

Eftermiddagen var sammensat af musikindslag og korte indlæg. Blandt andet kom Liselott Blixt med en hilsen fra Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, og hun læste også et smukt digt højt, hun selv havde skrevet til familierne i dagens anledning. Nedenfor kan du se Liselott fortælle, hvorfor Pårørendedagen er vigtig at holde.

Møde andre i samme situation

For mange af de pårørende var det første gang, de fik mulighed for at tale med andre, der havde stået i en lignende situation. De pårørende kunne også stille deres spørgsmål til eksperter inden for donationsområdet, som også deltog i arrangementet. Flere af de pårørende gav udtryk for, at det havde været meget givende at dele sine erfaringer og få svar på spørgsmål, der efterfølgende var dukket op.

"Jeg tænker hver dag på dem, der har fået organerne. Det giver mening i alt det meningsløse," fortalte en kvinde, der havde mistet sin mor.

En del af Handlingsplan for organdonation

Pårørendedagen er ét af i alt 23 initiativer i den Nationale Handlingsplanen for Organdonation, som Folketinget vedtog i 2014.

Mejeriet - Vilhelmsborg