30-11-09

Over 200 deltager i temadage i Syddanmark

I alt har 219 personer deltaget i en temadag i Region Syddanmark i perioden maj-oktober 2009. 

 

Dansk Center for Organdonation og Organdonationskorpset for Region Syddanmark afholdte i januar 2009 et regionsmøde for ledere og donationsansvarlige nøglepersoner på intensivafdelingerne i Region Syddanmark. Her blev det besluttet, at den viden, som blev formidlet på dette møde, burde gå til alt sundhedspersonale på intensivafdelingerne i regionen. Organdonationskorpset arrangerede 8 temadage fordelt over perioden maj til oktober 2009. 4 møder på Fyn og 4 i Kolding. Dette for at øge muligheden for, at alt sundhedspersonale kunne deltage.

Medlemmerne af Organdonationskorpset i Region Syddanmark:

  • Projektleder, Overlæge Jane Linnet, neurokirurgisk afd. OUH.
  • Transplantationskoordinator, operationssygeplejerske Annette Boe, OUH
  • Overlæge Karsten Bülow, neurointensiv, OUH
  • Donationsansvarlig nøgleperson, intensivsygeplejerske, Mette Bruun Mortensen, OUH

På temadagene er følgende emner blevet gennemgået:

  • Præsentation af Dansk Center for Organdonation
  • Præsentation af projektet til fordel for organdonationen i Region Syddanmark
  • Resultater af den første undersøgelse af behovet for støtte fra Organdonationskorpset og sundhedspersonalet holdning til og mulige barrierer mod organdonation
  • Donordetektion
  • De juridiske aspekter ved organdonation
  • Hjernedødsundersøgelsen
  • Intensiv behandling af en donor
  • Transplantationskoordinatorernes funktion
  • Organudtagningen
  • Hvordan "behandler" man de pårørende
  • Erfaringer fra de pårørendes oplevelser
  • En transplanterets egen historie

I alt har 219 personaler fordelt på 163 intensivsygeplejersker, 1 sosu-assistent , 30 operationssygeplejersker, 8 anæstesisygeplejersker og 12 læger deltaget i en temadag.

Evalueringerne har været meget positive, hvilket tyder på at der er brug for mere undervisning og oplysning til sundhedspersonalet om dette emne. Målet for undervisningen er, at den på længere sigt kan: 

  • medvirke til at sikre koordinering af indsatsen for organdonation i Danmark
  • medvirke til at optimere udnyttelsen af det foreliggende organpotentiale
  • øge og sikre kvaliteten overfor pårørende til organdonorer
  • øge og sikre kvaliteten af indsatsen, der ydes fra det involverede personale på området

Lignede tiltag vil blive iværksat af Organdonationskorpset i 2010 for at fremme den positive holdning til organdonation.

Medlemmerne af Organdonationskorpset er i gang med at udarbejde en dokumentationsrapport over resultaterne af den første undersøgelse, der er sendt ud til intensivafdelingerne i Region Syddanmark. Rapporten vil kunne findes her på hjemmesiden, når den er færdig. Det er et meget spændende materiale, da det viser hvordan sundhedspersonalets holdning er til organdonation, og belyser mulige barrierer hos sundhedspersonalet.