Kommissorium for arbejdsgruppen vedr. uddannelsesprogram for nøglepersoner


Baggrund

I løbet af 2009 er nøglepersonordningen styrket igennem en opdatering af funktionsbeskrivelsen for de donationsansvarlige læger og sygeplejersker.

Der skal sikres en høj kvalitet i varetagelse af de opgaver, som er fastlagt i funktionsbeskrivelsen. Endvidere bør det sikres, at den danske nøglepersonordning kan imødekomme EU's rekommandationer for "donor-koordinator" (i Danmark: donationsansvarlig nøgleperson) i Rec (2005) 11, samt de forventede tiltag i forlængelse af EU's prioriterede foranstaltninger vedrørende organdonation og -transplantation jf. KOM (2008) 819, hvilket i denne sammenhæng er prioriteret foranstaltning 1: Fremme af funktionen som "donor-koordinator" på alle hospitaler, hvor der er potentiale for donation af organer. Heri foreslås bl.a. foranstaltninger vedrørende effektive uddannelsesprogrammer for nøglepersonerne og fastlæggelse af nationale/internationale akkrediteringsordninger for nøglepersonerne.


Sammensætning af gruppen

Dansk Center for Organdonation (DCO) varetager formandskabet for arbejdsgruppen og udpeger medlemmerne til gruppen jf. "Centrets retningslinje for etablering af nationale arbejdsgrupper", dateret 30-10-09. Der udpeges som udgangspunkt 7-9 medlemmer, og arbejdsgruppen kan herudover selv beslutte at indkalde relevante eksperter efter behov.


Kommissorium

Gruppen skal:

  • Undersøge og vurdere eksisterende uddannelsestilbud for donationsansvarlige nøglepersoner i de nordiske lande og udvalgte lande indenfor EU.
  • Udarbejde anbefalinger til et konkret uddannelsesprogram for de donationsansvarlige nøglepersoner og redegøre for, om det anbefalede program medfører behov for udvikling af uddannelsestilbud mv.

Gruppens arbejdsform
Gruppen mødes 4 - 5 gange i 2010. Første møde er den 15. april og på første møde fastlægges møderækken for resten af året.

DCO fungerer som sekretariat for arbejdsgruppen.
Gruppens handlingsforslag sendes i høring blandt relevante parter, inden gruppen udarbejder de endelige anbefalinger.


Økonomi
DCO afholder udgifterne i forbindelse med arbejdsgruppens møder og medlemmers transportudgifter efter statens regler herom. Øvrige omkostninger i forbindelse med deltagelse i arbejdsgruppen afholdes af vedkommendes ansættelsessted.

Se alle arbejdsgrupper