Hvem kan blive donor

Mulig organdonor - hvem skal jeg kontakte?
Du skal kontakte din lokale transplantationskoordinator, når du har en mulig donor.

Se telefonnummeret på din transplantationskoordinator 

Hvem kan være organdonorer?
Personer, der dør af en hjernelidelse, er i respirator og får stillet diagnosen hjernedød. Dødsårsagerne kan f.eks. være:

  • Spontan intrakraniel blødning
  • Hovedtraume
  • Meningitis
  • Cerebralt ødem som følge af hypoksi f.eks. efter drukning eller kvælning
  • Primær hjernetumor

Hvis tilstanden fører til ophørt blodcirkulation til hjernen, vil patienten være en mulig donor, og transplantationskoordinatoren kontaktes.

Hvem skal give tilladelse til donation?
Patienten eller dennes pårørende skal give tilladelse.

Er patienten egnet som organdonor?
Din lokale transplantationskoordinator vurderer, om patienten medicinsk er egnet som donor og vurderer hvilke organer, der kan bruges. Dette sker sammen med transplantationsteamet ved det enkelte transplantationscenter.

Der kan være flere årsager til, at afdøde ikke kan være organdonor, derfor bør alle mulige donorer, uanset alder, drøftes med koordinatoren.

Findes patienten i donorregistret?
Transplantationskoordinatoren undersøger i donorregistret, om patienten har taget stilling til organdonation.

Står patienten ikke i registret, undersøger donorafdelingen, om patienten har et donorkort, eller mundtligt eller skriftligt har givet sin holdning til kende.

Se Sundhedsstyrelsens vejledning om samtykke til transplantation fra afdøde personer.(pdf)

Politiet skal i særlige tilfælde give grønt lys til donation
I nogle tilfælde skal lægen, på den afdeling hvor donor ligger, indberette dødsfaldet til politiet med henblik på eventuel iværksættelse af retslægeligt ligsyn og eventuel retslægelig obduktion. Det sker f.eks. ved:

  • erhvervssygdom
  • selvmord
  • pludselig død, som ikke er forudset af lægelige grunde

Såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn, er det en betingelse for at udtage transplantationsmateriale fra den afdøde, at politiet har erklæret sig indforstået hermed. Ved ofre for trafikulykker må transplantationsindgreb dog gennemføres, såfremt politiet ikke på eget initiativ har nedlagt forbud herimod. Se vejledning om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og dødsattester m.v (pdf)


Religion
Langt de fleste religioner er positivt indstillet overfor organdonation. Spørgsmålet om organdonation bør derfor altid stilles, uanset patientens religiøse tilhørsforhold. Se forskellige religioners syn på organdonation.


Kan udenlandske statsborgere i Danmark være donorer?
Ja