Udrykningsfunktionen, Dansk Center for Organdonation

I Dansk Center for Organdonation (DCO) har vi netop haft besøg af en tværfaglig delegation fra Rikshospitalet i Oslo, som kom for at drage nytte af DCO's strategier og erfaringer med at etablere og udvikle en national funktion for udrykningssygeplejersker. 

I Norge har man ikke en nationalt forankret funktion for udrykningssygeplejerskerne ligesom vi har i Danmark under DCO. Derfor var nordmændene særligt interesserede i at høre, hvordan DCO er gået til værks, og hvilke muligheder det giver at have funktionen forankret ét sted. 

En national forankring i Danmark fra start

Udrykningsfunktionen blev etableret 2009 af DCO i samarbejde med de fire neurointensive afdelinger i Danmark. Funktionen er et frivilligt beredskab, hvor højtspecialiserede sygeplejersker tager ud på landets intensivafdelinger ved organdonationsforløb og bidrager med faglig støtte og sparring.

Organdonation er et højt specialiseret område, men en forholdsvis sjælden begivenhed. Derfor kan det være svært for personalet på alle intensivafdelinger at opnå og fastholde den nødvendige erfaring og kompetence, der skal til, for at kunne varetage opgaverne i et donationsforløb. Udrykningssygeplejerskerne bidrager således med den viden og det overblik, som gør, at man ved fælles hjælp kan optimere donorplejen og kommunikationen med de pårørende. 

Konstant fokus på udvikling 

At funktionen er nationalt forankret under DCO er med til at sikre, at hele landet får et kvalificeret og ensartet tilbud, der tager afsæt i viden, erfaring og konsensus på området. DCO har konstant fokus på at udvikle organiseringen og kvaliteten af udrykningsfunktionen. Det sker bl.a. igennem opfølgning på hvert organdonationsforløb om fx timingen og det faglige udbytte af udrykningssygeplejerskens deltagelse. Den enkelte afdelings erfaringer kommer på den måde også resten af landet til gavn. 

Dansk inspiration til norsk organisering

Den norske delegation blev meget inspireret af mødet med Dansk Center for Organdonation. De så mange ligheder, men også forskelle i organiseringen af udrykningsfunktionen, som de kunne anvende til at styrke funktionen i Norge fremadrettet.