Dansk Center for Organdonation har netop været til Folkemøde på Bornholm. Turen viste, at den frivillige indsats fra det sundhedsfaglige personale uvurderlig i det befolkningsrettede arbejde. Vi mødte en generel positiv indstilling til organdonation og blandt de, som var i tvivl, handlede det ofte om spørgsmål til hjernedød og alder.

Det var første gang Dansk Center for Organdonation deltog på Folkemødet på Bornholm i juni. Med på folkemødet var to ansatte fra Dansk Center for Organdonation, frivillige fra Info Teamet, der består af transplanterede og pårørende samt en læge og en sygeplejerske fra Rigshospitalet, Glostrup.

Mindst 436 nye tilmeldinger til Donorregistret

Vores frivillige spurgte de forbipasserende, om de havde taget stilling til organdonation. Mange havde allerede taget stilling. Andre benyttede sig af lejligheden til at tage stilling ved at udfylde den røde Donorfolder på stedet – og rigtig mange fik en god dialog med vores frivillige.

Her var det en stor ressource at kunne henvise til det sundhedsfaglige personale. I alt 436 udfyldte Donorfolderen til Folkemødet – og mindst ligeså mange tog Donorfolderen med hjem for at udfylde den sammen med familien. 

Hvad spørger befolkningen om?

"Kan jeg vågne igen?"

Vi deltog på Folkemødet med den målsætning, at befolkningen skal tage stilling til organdonation. De fleste er positive, og blandt de, der ikke har taget stilling, svarer mange "jeg har ikke lige fået det gjort – men jeg vil gerne."

Blandt de, som tvivler, får vi ofte spørgsmålet: "Er jeg helt død, hvis jeg hjernedør: Kan jeg vågne igen?" De er dog ofte ikke i tvivl om, at de gerne vil være organdonorer for at hjælpe andre – de vil blot være helt sikre på, at de nu også er helt døde, hvis situationen skulle opstå.

Her var det utrolig effektivt at kunne sætte dem i direkte dialog med fagpersonale på stedet, som kunne hjælpe dem med at forstå hjernedødskriteriet.

"Jeg er da for gammel"

Vi møder også ofte folk, som selv har vurderet, at de ikke egner sig som donorer på grund af sygdom eller deres alder. Her er vores budskab, at alle over 18 kan tage stilling til organdonation – uanset alder og sygdomshistorie. Det er lægen, som tager ansvaret og beslutter om organerne er egnet til donation.

Den frivillige indsats

De frivillige er en stor ressource i det befolkningsrettede arbejde. Info Teamets personlige historier har stor værdi, når vi skal informere befolkningen om organdonation.  Vi er rigtigt glade for de læger og sygeplejersker, der har meldt sig som frivillige til vores befolkningsrettede arbejde. Det kvalificerer i den grad dialogen med befolkningen – særligt når vi oplever, at hjernedød stadig er kompleks at begribe og et tvivlsspørgsmål blandt de, der endnu ikke har taget stilling. 

Kendte som Mads Steffensen, Hella Joof, Per Stig og mange flere stillede glædeligt op til fotos for at få flere til at tage stilling til organdonation.

Se mange flere billeder på vores facebookprofil Oplysning om Organdonation.